Indonesien

Formålet med turen var en opfølgning på lokalområdet omkring Jogyakarta, Java, Indonesien, hvor der i 2006 var et kraftigt jordskælv samt vulkanudbrud. Det primære formål var at undersøge eventuelle forbedringer i Redningsberedskabet og på udvalgte hospitaler. Sekundært at undersøge om der har været effekt af at have haft en sygeplejerske/paramediciner på besøg i Danmark i maj 2007 med specielt fokus på hygiejne og præhospitale forhold.

Tertiært at undersøge om det kunne blive et interesseområde for evt. hjælp og donationer fra Reddernes Landsklub og reddernes internationale klub ”Redder Af Verden” samt undersøge muligheder for etablering af faglig venskabsklub med kolleger.

Mål

Målet med studieturen er at skabe kontakt til de samme instanser som der var kontakt til i 2006 for at erkende eventuelle forskelle. Idet kontaktpersonen og sygeplejersken Ardhian Wibisono (efterfølgende benævnt som AW) dengang også var kontaktperson både for undertegnede men også for det australske katastrofeberedskab.

Situationen

Der eksisterer ambulancetjenester med tilhørsforhold til sygehusene offentlige som private samt private firmaer med ambulanceservice som eneste forretningsområde.
Generelt er disse ambulancer dårligt udstyret og om personalet er uddannet i EMS er yderst tvivlsom.
Trods den ringe standard er ambulancetjenesten ikke et reelt service tilbud til den brede befolkning pga. bruger betaling. Det ligger så fjernt for den jævne borger, i tilfælde af akut sygdom/tilskadekomst at tilkalde en ambulance, så de ikke engang kender telefonnummeret, hvilket dog også kan være vanskeligt pga. de mange udbydere med hvert sit nummer, da de med undtagelse af ganske få steder ikke er organiseret i en fælles alarmcentral.
Selv nu er det ikke ligetil at ringe 118, vi forsøgte men kom ikke igennem, det viser sig, at der skal et 3 eller 4 cifret områdenummer foran.

Konklusioner

Muligheder for teknisk støtte i ambulancetjenesten er derfor efter vores bedste overbevisning begrænset, idet der endnu ikke, bortset fra Røde Kors, eksisterer en reel ambulancetjeneste, hvori der ydes præhospital behandling.

Når der så alligevel eksisterer muligheder for at yde former for støtte er det med følgende overvejelser.

Røde Kors

Standarden af uddannelsen er noget mangelfuld og gælder såvel sygeplejersken/paramedis, som de frivillige. Dog ikke chaufføren der reelt kun har den opgave at føre køretøjet. Herfra har vi en stående invitation til at komme og køre med på turene samt undervise/repetere i ambulancemandens opgaver, herunder bl.a. OSATTT, forhold ved færdselsuheld, håndtering af tilskadekomne og genoplivning.
Deres materielmangler tæller bl.a. udstyr til genoplivning; defibrillator og ventilationspose. Almindelig forbindingsstoffer som bl.a. folietæpper, kompres og bandagering, iltbriller og hudsonmasker. Evt. blodsukkermåler da diabetes er i eksplosiv ”vækst” i Indonesien. Og sidst men ikke mindst seler og stropper til fastspænding af pt. på alm. Båre og på spineboards. Hjælp til at fremstille improviserede midler til immobilisering eks. Hovedstøtte ol.

Hvordan kan vi i 3F/RL/RAV hjælpe:

Vi kan opfordre medlemmer til at søge rejselegater og lignende, helst i teams med 2 m/k. til at besøge, undervise og ”sparre” med vore indonesiske kolleger i Røde Kors.
Vi kan søge rejselegater med omvendt studierejse for øje, således at vore indonesiske kolleger kan komme til Danmark for at udveksle erfaringer.
Vi kan i samarbejde med dansk Røde Kors og Falcks vagtcentral undersøge muligheder for støtte og vejledning for nyligt iværksatte projekt (YES 118) alarmnummer.

Lufthavnsbrandvæsenet:

Joyakartas lufthavn (Adisutjipto) deles med det indonesiske luftvåben. Brandvæsenet hører under transportministeriet og har noget funktionsdueligt materiel med østrigske brandslukningskøretøjer fra midt 90’erne. Dog er der for nylig implementeret en ny kvalitetsstandard i indonesiske lufthavne som påbyder de enkelte lufthavne at stille med ambulancer (Adisutjipto 2 stk.) Disse ambulancer indeholder en del materiel dog ikke defibrillatorer eller ventilationsposer. Alle de tilstedeværende forbindingsstoffer var udløbet på sidste brugsdato, nogle endda med flere år. Der foreligger en åben invitation for Ambulance/Brandfolk fra Danmark til at udveksle erfaringer og deltage i vagterne på stationen. Mulighederne herpå stedet vurderer vi som værende følgende:

Hvordan kan vi i 3F/RL/RAV hjælpe:

Formidle kontakt mellem Falck Danmark A/S og Adisutjipto lufthavnen i Jogyakarta, med henblik på muligheder for salg af forbindsstoffer, defibrillatorer mv. til lufthavnen, eventuel mulighed for at sprede ”brandet” Falck i Indonesien.
Vi kan opfordre lufthavnen til at sende personale til Danmark for at udveksle/hente erfaringer hos tilsvarende lufthavnsbrandvæsen eller hos uddannelsescentre enten Beredskabscenter Herning eller Falck uddannelsescenter Langvang i Randers.
Vi kan opfordre medlemmer til at søge rejselegater og lignende og erfaringsudveksle ved vagter på stationen sammen med vore brandmandskolleger.

Brandvæsenet i Jogjakarta:

Her er vi også blevet direkte indbudt til at deltage i vagter og erfaringsudveksle med brandfolkene på stationen – der er givet grønt lys fra den stedlige ledelse.
Her er materiel og mandskab i god stand, de har tydeligvis haft gavn af tilsendte branddragter (december 2006 fra Falck i Langvang) som de stadig bruger og har videreudviklet til at alle 75 mand nu har sin egen dragt (før 5 brandfrakker). Det interessante her på stedet kunne være at etablere en faglig klub.

Hvordan kan vi i 3F/RL/RAV hjælpe:

Vi kan opfordre medlemmer til at søge rejselegater og lignende og erfaringsudveksle med vore brandmandskolleger.
Vi kan søge rejselegater med omvendt studierejse for øje, således at vore indonesiske kolleger kan komme til Danmark for at udveksle erfaringer og se hvordan vores faglige system er opbygget.
Vi kan ved hjælp af ovenstående udbygge kendskabet til løn og arbejdsvilkår og på den måde højne niveauet og sikkerheden.